Home | Oversigt        

nyhedsbrev

Nummer 6 - juni 2009

Stor kunstudstilling giver nye vinkler på klimaproblematikken

Den Frie Udstillingsbygning, Kunsthallen Nikolaj, Statens Museum for Kunst og Alexandra Instituttet samarbejder om at vise samtidskunst, der perspektiverer klimadebatten.

 

Når verdens førende politikere i december mødes til COP15-konferencen i København, sættes klimaet for alvor på den globale, politiske dagsorden. Men klimaforandringer er meget andet end politiske diskussioner om CO2-udledning og alternative energikilder. Klimaforandringer handler også om ændringer i helt almindelige menneskers hverdag.
I samarbejde med Den Frie Udstillingsbygning, Kunsthallen Nikolaj og Statens Museum for Kunst undersøger Alexandra Instituttet klimadebattens abstrakte problemstillinger gennem en stor kunstudstilling, der insisterer på at give beskueren helt nye vinkler på miljø og klima.

RETHINK – Contemporary Art & Climate Change, som udstillingen hedder, er en samling af 30 værker af toneangivende nordiske og internationale samtidskunstnere, der arbejder i krydsfeltet mellem kunst, kultur og klimaforandringer.
Udstillingen åbner den 31. oktober 2009 på de tre københavnske institutioner, i et online-galleri og udvalgte steder i det københavnske byrum og præsenterer værker af blandt andre Tomas Saraceno (ES), Henrik Håkansson (SE), The Icelandic Love Corporation (IS), Superflex (DK) og Olafur Eliasson (IS), hvoraf flere er nyproducerede.

Alexandra Instituttet er initiativtager og producent på RETHINK, der er skabt i tæt samarbejde med de tre københavnske udstillingssteder. Anne Sophie Witzke, leder af TEKNE – netværk for digital kunst og digitale oplevelser, er projektleder på udstillingen:

- Udgangspunktet for RETHINK er en overbevisning om, at kunst kan inspirere til at se verden omkring os i et? nyt lys. Kunsten kan fungere som katalysator for borgernes interesse og engagement i klimadebatten. Den vil forandre sit publikums syn på verden ved at lægge vedkommende vinkler på en klimaproblematik, der ofte er meget svær at forholde sig til på individniveau, fortæller hun.

RETHINK er udpeget til ”Årets Nordiske Udstilling 2008-2010” af Nordisk Kulturfond og støttes af Fonden til Markedsføring af Danmark, Københavns Kommune og Kunstrådets billedkunstudvalg. Efter visningen på de tre danske udstillingssteder rejser RETHINK videre i Norden og vises bl.a. i Helsingin Taidehalli i Helsinki, Rogaland Kunstmuseum i Stavanger, Fargfabriken i Östersund og i Tensta Konsthall i Stockholm.

Læs mere om RETHINK – Contemporary Art & Climate Change på www.rethinkclimate.org.

 

 

Den tyske kunstner Thilo Franks værk "Vertical Skip" består af en hurtigt roterende lys-wire, der reagerer på de besøgendes bevægelser. Værket er nyproduceret til RETHINK og udstilles på Den Frie Udstillingsbygning fra den 31. oktober.

 

 

 

 

 

 

 

© Alexandra Instituttet A/S