Home | Oversigt        

nyhedsbrev

Nummer 6 - juni 2009

Det intelligente frimærke - netværket InfinIT matcher forskere og virksomheder

Fabio Cujino ville kombinere et gammeldags frimærke med den nyeste informationsteknologi – men manglede teknisk knowhow. Projektet kom først på skinner, da Fabios firma via netværket InfinIT fik hjælp fra forskere på Alexandra Instituttet.

 

Af freelancejournalist Julie Top-Nørgaard; Foto: Stefan Kai Nielsen

 

Det gik egentlig strålende for Fabio Cujino og hans firma Safari Development– de havde allerede mere end 10.000 unikke brugere af deres videopostkort Talking Letters. Men Fabio havde brug for at udvikle sit produkt videre, for brugerne på nettet er ikke meget for at betale for de tjenester, de benytter sig af.

- Vi ville gerne udvikle et fysisk produkt, der kunne supplere videopostkortene, for brugerne vil helst betale for noget, de kan stå med i hånden. Og vi havde en ide. Men vi havde brug for hjælp til at føre den ud i livet, fortæller Fabio.

En chip i frimærket

Ideen var at tilbyde brugeren et lille ’frimærke’, også kaldet et tag, som man får tilsendt med almindelig post. Frimærket kan man f.eks. sætte på et postkort eller et brev og så poste til den person, man har lavet sit Talking letter – altså videopostkort – til. Når modtageren holder det lille frimærke op til sin telefon, overføres videopostkortet via en RFID-chip i ’frimærket’ til telefonen ved hjælp af såkaldt NFC-teknologi – Near Field Communication.

Der var bare den hage ved det, at hverken Fabio eller andre i Safari kendte nok til NFC-teknologien.

- Og vi havde som et mindre firma med fem ansatte ikke midler til selv at søsætte udviklingsopgaven. Derfor lå projektet stille indtil for cirka tre måneder siden, fortæller Fabio.

Et spark i en ny retning

I februar kom Fabio nemlig i kontakt med Alexandra Instituttet på et netværksmøde i IT-byen Katrinebjerg. Andy Drysdale gjorde Fabio opmærksom på, at hans firma kunne få støtte til udviklingsprojektet med en såkaldt videnkupon fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen – hvor styrelsen så at sige sponsorerer forskertimer til små og mellemstore virksomheder.

Fabio søgte om støtten og fik den, og forskere fra Alexandra Instituttet hjalp Safari med at udvikle og tilpasse NFC-teknologien til frimærket. I dag er frimærket en realitet – og Fabio er glad for, at han nærmest ved et tilfælde kom i kontakt med Alexandra Instituttet.

- Jeg ville nok ikke have opsøgt sådan et samarbejde selv – man kan godt være bange for, at forskerne tænker meget abstrakt. Men jeg synes faktisk, at de var utroligt dygtige til at tænke i, hvordan teknologien kunne bruges kommercielt, afslutter Fabio.

Fakta

Hvad er InfinIT?

InfinIT er et nyt landsdækkende innovationsnetværk for innovativ udnyttelse af it, der skal styrke samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv. InfinIT hører under Forsknings- og Innovationsstyrelsen og er forankret i en række af Danmarks stærkeste it-forskningsmiljøer:

  • Alexandra Instituttet
  • CISS – Center for Indlejrede Software Systemer
  • CSI – Center for Software Innovation
  • Datalogisk Institut, Aarhus Universitet
  • DTU Informatik/Danmarks Tekniske Universitet
  • Institut for Datalogi, Aalborg Universitet
  • IT-Universitetet
  • Knowledge Lab, Syddansk Universitet

 

 

 

Det var et tilfældigt møde, der førte Fabios lille softwarevirksomhed og Alexandra Instituttet sammen. Men i dag – kun tre måneder senere – har de to i fællesskab udviklet et salgbart produkt, der sætter aftryk på bundlinjen i Fabios firma.
Foto: Stefan Kai Nielsen.

 

Der blev netværket løs, da InfinIT var vært ved det danske Mobile Monday-arrangement mandag den 8. juni, hvor temaet var mobil positionering og tracking.

 

Kontakt

Innovationskonsulent Rikke Koch

InfinIT - innovationsnetværk for IKT

E-mail rikke.koch@alexandra.dk
Mobil 21 26 87 24

 

 

 

© Alexandra Instituttet A/S