Home | Oversigt        

nyhedsbrev

Nummer 6 - juni 2009

Tidslinjen som nyt designprincip

Forskningsprojektet eGov+ åbner for en ny måde at designe digital borgerservice på. I stedet for det traditionelle fokus på den enkelte borger bruger eGov+ en tidslinje som det styrende designprincip. En prototype til planlægning af barselsorlov er klar. Den håber forskerne nu kan inspirere KL og andre til at tænke anderledes angående samspillet mellem borgere og kommuner.

 

Princippet ”borgeren i centrum” er fornuftigt og sympatisk. Det er forståeligt, at offentlige it-systemer designes ud fra relationen mellem forvaltningen og den enkelte borger. Men i mange situationer er denne individ-centrerede tankegang utilstrækkelig.

Tag f.eks. barselsorlov. Når den skal planlægges, skal mange instanser involveres: to forældre, to arbejdsgivere, to fagforeninger - plus kommunen. Og barselsorloven kan som bekendt strækkes over ni år, og hvad deraf måske følger af nye arbejdsgivere, evt. en ny kommune, nye ”pap-forældre” plus evt. nytilkomne børn.

 

 

 

For at kunne holde styr på hele ansøgningsprocessen introducerer vi to måder at strukturere tiden: begivenheder og perioder. Læs mere om tidslinjen her.


Ny type it-systemer

I forskningsprojektet eGov+ arbejder tre jyske kommuner og tre it-virksomheder sammen med it-forskere fra Århus og Aalborg plus Alexandra Instituttet om en ny type it-systemer, der skal udnytte de nyeste web 2.0-teknologier til at bringe borgere og forvaltning tættere på hinanden.

Projektet har gennemført interviews og workshops med forældre, kommunale sagsbehandlere og ledere. Ud fra dette input har man designet et tidslinje-værktøj, der samler de mange aspekter af barselsorloven. For første gang kan al nødvendig information samles et sted på nettet. Visualiseringen af barselsforløbet skal give såvel borgere som sagsbehandlere et bedre overblik over muligheder og beslutninger. Desuden kan den enkeltes arbejdsgiver lægge relevante oplysninger om løn og barsel ind på tidslinjen.

Især når sagsforløbet er komplekst, er der et stort potentiale i visuelle fremstillinger, der lader borgeren afprøve muligheder og begrænsninger inden eventuel personlig kontakt med en sagsbehandler.

Visualiseringen er tænkt som et supplement til personlig rådgivning og tanken er desuden, at tidslinjen også kan tilgås af sagsbehandleren, hvis borgeren ønsker det. Ideen er at forbedre kommunikation både mellem borger og sagsbehandler.

Forbedret service

Ud fra interviews og workshops kan forskerne påvise, at mange borgere vil se henvisningen til en sådan digital løsning som en forbedret service. Og det på trods af at det kræver en større personlig indsats fra den enkelte, set i forhold til den nuværende personlige betjening over telefonen. Men alene det, at systemet giver forældrene mulighed for at eksperimentere med forskellige løsningsmodeller på egen hånd ved computeren derhjemme, opfattes som en markant serviceforbedring.

Tidslinje-værktøjet åbner samtidig for videndeling mellem borgere. Der ligger et stort potentiale i sådanne borger-til-borger-tjenester, både på barselsområdet, men også mange andre steder.

Efter forskernes opfattelse er tidslinjen et velegnet supplement til klassiske samarbejdsformer som f.eks. internettets formularbaserede samarbejde eller det dokumentbaserede samarbejde, der ofte ses hos offentlige myndigheder.

Projektet vil inspirere KL til at at benytte tidslinjen som designgrundlag, når der igangsættes udbud. På den måde kan man få konkrete erfaringer med denne måde at tænke borgerservice på. Det handler om at tage udgangspunkt der hvor data fødes, f.eks. hos en arbejdsgiver eller borger, og fokusere på borgerne som aktive samarbejdsparter, både i forhold til hinanden og til den kommunale forvaltning.

Fakta

eGov+

Projektet eGov+, der støttes af Det Strategiske Forskningsråd, skal dreje udviklingen fra den klassiske serviceformidling hen imod it-løsninger, der f.eks. skaber fora, hvor borgere hjælper hinanden, bedre samarbejde på tværs af de kommunale forvaltninger og sporbarhed i sagsbehandlingen.

Partnere i eGov+ er Aalborg, Århus og Ringkøbing-Skjern kommuner, Aarhus - og Aalborg Universitet og virksomhederne Logica, KMD, Scan-Jour og Alexandra Instituttet.

Læs mere om eGov+ her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Fremtidsscenarie:
Mette, Jacob og lille Magnus

Mette og Jacob er forældre til lille Magnus på fem måneder. Da Mette og Jacob skulle planlægge barselen, gik de ind på kommunens hjemmeside for at bruge tidslinjen for barselsorlov.

Læs hele fremtidsscenariet her.

 

 

 

© Alexandra Instituttet A/S