Tekne logo
 
---------

Cross Media & Gaming

Cross media & gaming som unikke markedsføringsstrategier
Tirsdag d. 16. september sætter TEKNE fokus på cross media og gaming som unikke markedsføringsstrategier. Inspirerende oplægsholdere som redaktør i DR Medier Bo Kousgaard, spilforsker Christian Ulrik Andersen og spilproducent Per Rosendal (Guppyworks) vil give deres bud på, hvordan netop cross media og gaming kan anvendes i markedsføringen af produkter.

Om formiddagen tages crossmedia-begrebet under behandling. Her ser vi nærmere på kommunikative udfordringer på tværs af medier og udtryksformer. Dagens mediesamfund stiller høje krav til virksomheder og organisationers formidling af specifikke budskaber. Det er nødvendigt at tilegne sig en omfattende viden om såvel medier som målgrupper for at trænge igennem til modtagerne.

Eftermiddagens oplæg prøver at besvare spørgsmålet om, hvordan spil kan bruges i markedsføringen af produkter og virksomheder. Spillets interaktive potentiale åbner for nye måder at invitere eksisterende og nye kunder ind i produktets univers.

Cross Media vs. DRs børne- og ungdomsindhold
v/Bo Kousgaard, chefredaktionen, DR Medier.
Med afsæt i cases som MGP, Barda, Yallahrup Færgeby m.fl. zoomer Bo Kousgaard ind på hvordan der arbejdes med tværmedialitet i DR. Hvordan anvendes DRs vifte af medier til at skabe relationer til børn og unge målgrupperne? Hvordan og hvornår fungerer det bedst?

Forget Media – Think Touch Points
v/Poul Lorentzen, admin. direktør, Kernel.
Oplægget vil fokusere på vigtigheden af at kende sin målgruppe. Hvordan bliver vi relevante for dem, og hvor kan vi bedst komme i dialog med dem. Cross media er kun interessant som tilgang, hvis medierne er til stede og kan aktiveres i de touch points, hvor vi kan få den største effekt ved at kommunikere med målgruppen.
Derfor skal vi starte med målgruppe-indsigter og touch point-afklaringer. Hvis der findes en god formaliseret kanal og et godt tilgængeligt medie (eller flere media) i disse touch points, så skal de naturligvis aktiveres, og gerne i samspil (cross media). Hvis dette ikke er tilfældet, kan vi forsøge selv at skabe kanalen eller mediet (ofte digitale platforme i dag). Så udgangsreplikken vil blive cross touch points før cross media-beslutninger.

Mysterier og historier – Hvordan får man succes med komplekse budskaber på tværs af medier?
v/Christian Fonnesbech, direktør, Congin.
Congin udvikler og leverer Dramatiske Kommunikations Løsninger. Ved at blande mange medier med dramatiske virkemidler bliver det muligt at indfange og fastholde målgruppens opmærksomhed længere end traditionelle kommuikationsformer. Christian Fonnesbech gennemgår en succesfulde cases og deres resultater - og forklarer nogle af de virkemidler, som sikrer loyalitet, indlæring og salg.

Adver-gaming – spil som kommunikation
v/Christian Ulrik Andersen, adjunkt, ph.d., Informations- & Medievidenskab, Aarhus Universitet.
I oplægget diskuteres, hvorfor spil anvendes i reklamer, markedsføring og ikke mindst hvordan de anvendes. Adver-games anvender her ofte andre retoriske virkemidler end dem, man kender fra traditionel envejskommunikation til brugeren (f.eks. reklamefilmen) og inddrager ligeledes ofte flere medier på én gang. Med udgangspunkt i en række eksempler gives et (forsøgsvist) overblik over genren og dens forskellige medie- og kommunikative strategier.

Online spil som markedsføringsredskab
v/Jacob Bartholin, interaktiv manager, Recommended.
Traditionelle markedsføringsteknikker er, i takt med Internettets udbredelse, i stigende grad blevet sat under pres.
Onlinespil og konkurrencer på Internettet anvendes i dag som et effektivt alternativ til traditionelle markedsføringsmetoder til at underholde, engagere og fastholde brugerne med henblik på image- og brandbuilding, relationsopbygning og salg.
I oplægget gennemgås konkrete cases med henblik på at identificere motiver og effekt i et afsenderperspektiv.

Spil og anden online underholdning bliver en vigtig del af fremtidens markedsføring - Hvordan gør man og hvad koster det?
v/Per Rosendal, direktør for Kongo Interactive og Guppyworks.
Oplægget vil fokusere på spilkampagnen som markedsføringsstrategi fra ide til realitet. Med afsæt i konkrete cases gives en indføring i en række af de bagvedliggende overvejelser omkring strategi, ide og udvikling
   * Hvordan gør man i praksis?
   * Teknologi og koncept – med udgangspunkt i et par casestories
   * Få indblik i hvilke komponenter et spil indeholder
   * Hvad koster det?


print
-------
TEKNE
||Alexandra Instituttet A/S||Åbogade 34||8200 Århus N||tlf. 89425757||e-mail: info@teknenet.dk